Logo

Pages: (4) 1 2 3 ... Last » ( Go to first unread post )
Add Reply
New Topic
New Poll

 På Labyrintens Tærskel
Julie
 Posted: 24/05/2016, 08:29
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 133
Member No.: 6
Joined: 17/05/16









Skyerne bevægede sig over himlen - så hurtigt at det virkede som om de overhalede karavanen over hovedet. Bjergenes toppe over dem var skjult i det tykke tæppe af mørke skyer. Luften var tæt, men heldigvis næsten kølig grundet bjergenes læ og kulde - dog ville klimaet være tørt og sikkert varmt, af samme årsag, på den anden side af bjergkæderne, hvor Vest Bragonias vidtstrakte enge og olivenlunde var adskilt fra Sekais savanne og tørre sletter. Det var sidst på eftermiddagen.

De sidste 8 dages rejse havde været mærkbart anderledes end de første mange. Zeya havde i store træk været opslugt af studier af himlene, egne bøger og notater, hun havde begravet sig i - når de ikke havde været på farten. Hun følte at hun var på sporet af noget. En forbindelse mellem stjernetegnene, elementerne og profetiens benævnelser af stjerner og elementernes rasen.
Deres korte ophold i La Paradilla var gået med at udforske byen, besøge deres bibliotek og boghandler i søgen efter kort (og det ville være løgn ikke at sige at det var for hendes fornøjelses skyld), købe nye forsyninger (megen vin, brød og tørret kød) og at spørge ind til en handelskaravane med Mitsus og Kirus signalement. Ihvertfald for Zeyas vedkommende. Karavanen havde forladt dem, men efter Slythiirs succes med at overtale karavaneføreren til at dele sine hemmeligheder, havde afskeden været varm, og Zeya havde håbefuldt besluttet sig for, at det ville være bedst for det treenige redningshold at fortsætte på egen hånd.

For de fleste ville bjergene være en labyrint, der endte i uigennemtrængelig væg efter uigennemtrængelig væg - man skulle kunne finde og kende tunnelerne der ledte under dem, ellers ville turen derunder være mindst ligeså dødbringende. *Og mange gange så horribel* Tænkte Zeya for sig selv, med en gysen. Tanken om at dø i en klaustrofobisk tunnel, blandt tidligere rejsendes jordiske rester, for aldrig at se solen igen, løb hende koldt ned af ryggen - blandet med et strejf af oprigtig spænding. De ville forcere tunnelerne, og så ville hun endelig se Sekai, som hun havde ønsket i årevis! Måske ville hun endda opleve deres dybe jungler og vilde dyreliv, templer til gamle Guder og levn af gamle civilisationer..
"Hvilken vej herfra?" Spurgte Zeya opmærksomt over sin skulder - klippevæggene om dem farvede alle lyde med et let ekko, men mest af alt fik det vinden til at hyle, som fløjtespil mellem klippesprækkerne. Jorden og klipperne var ujævne over hestenes hove. De var nået til en rund dal, ikke større end kroen derhjemme, mellem høje klipper, hvorimellem groede spredt tørt græs. Der var skyggefyldt.

--------------------
"Got a secret
Can you keep it?
Swear this one you'll save
Better lock it in your pocket
Taking this one to the grave"
PM
^
Larsen
 Posted: 24/05/2016, 09:47
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 110
Member No.: 8
Joined: 17/05/16









Slythiir kiggede på hans nyerhvervet kort. Det viste bedre ruter og detaljer i bjergene og havde ikke de åbenlyse fejl, som hans eget havde. *Godt jeg fik byttet mit kort med karavanførerens den sidste nat. Havde vi brugt det kort jeg havde først kunne vi potentielt have været slået ihjel allerede. Men nu er det karavanens problem.* Slythiir smilte ved tanken om de ting, de kunne blive udsat for.
”Hvilken vej herfra?” – lød det bag Slythiir. Hvis han bare selv var klar over det. Selvom kortet var mere præcist er det virkelige landskab besværligt at læse og sammenholde med kortet. Det er ikke mange bjerge Slythiir har bevæget sig i, så det var en større udfordring.

Slythiir vendte sig selvsikkert imod Zeya. ”Som vi står nu har vi to muligheder. Vi kan følge tunnelen videre ned igennem hovedvejen om man vil. Vi kan følge også vælge at bestige bjerget lidt og bevæge os af nogle af bjergstierne. Dog kan det være farligt, hvis det trækker op til storm.”

Slythiir udpegede begge ruter. Tunnelen virkede mørk og dyb, som passede ham fint. Zeya viste dog at hun ikke var meget for at bevæge sig under jorden i mørke. Stien op ad bjerget så stejl ud, så hvis de ikke var rutineret i at klatre, så var der fare for at de faldt ned i afgrunden.
”Fordelen ved bjergstien er at vi potentielt kommer hurtigere frem. Vi taler dages forspring, hvis vi er heldige. Jeg kan personligt let bevæge mig af bjergstien, men det nytter ikke noget, hvis I ikke kan.”

Slythiir så afventede på dem. Han bar tydeligt præg af at han favoriserede hurtigt over sikkerhed, men det var grundet hans liv i naturen. Det var ikke sikkert at Zeya og Malor kunne klare det.

--------------------
Do not concern yourself with my origen. Pierce the illusion Man made for this world and see it as they made it.
When you do, you know what must be done...
PM
^
Julie
 Posted: 24/05/2016, 10:24
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 133
Member No.: 6
Joined: 17/05/16









Zeya vendte sig helt mod Slythiir ved hans svar, og lod sit blik løbe op af de stejle, stejle klipper - delvist tiltalt af udfordringen, og tanken om udsigten der kunne vente deroppe. Den ville være bredere og mere uendelig end noget hun før havde set. Hun, som aldrig havde besteget noget højere end fjeldene mellem Caraidan og Palenia.
En vind boltrede sig mellem klipperne og tog i hendes jakke og hår. *Er det bare mig eller er Zerus blevet mere oprørt på det sidste?* Tænkte hun for sig selv, og lod tankerne vandre til sine teorier i et øjeblik, inden hun huskede den beslutning hun stod overfor.
Et forkert greb, et stærkt vindpust eller en svag klippeafsats var genvejen mellem dem og den sikre død, hvis de tog den rute - og Guderne ville falde brændende fra himlende før hun løb den risiko med Malors, Slythiirs eller sit eget liv. Hvor dygtig han end påstod at være til at klatre..

Til tunnelerne havde de et kort. De kunne let fare vild i mørket, og så ventede der dem en mørk, kølig og langsom død - men de havde mærkbart mere tid til at forsøge at redde dem selv - eller fare endnu mere vild - end det splitsekund det ville tage at styrte i døden fra et bjerg. Det var en beslutning der aldrig kunne gøres om ved at tage et par skridt tilbage til sidste hjørne. Hun traf en beslutning, og gav et lille nik af sig. *Undskyld Mitsu - men vi er mere værd for dig døde og et par dage senere på den, end døde og for evigt fortabte*
"Hvis vi beholder fødderne solidt plantet på jorden, har vi større chance for at komme frem overhovedet, skulle jeg mene - vi undgår Zerus' vrede og det vil give os mulighed for at lære ruten at kende til når vi skal have Mitsu med tilbage igennem den." Påpegede hun, og marcherede med vågne og beslutsomme skridt til Slythiir for at kigge med på kortet. En del af dets skrift var på sekaiansk - det var hun ikke så familiær med - men hvad virkelig overvældede var det komplicerede tunnelsystem, der bredte sig ud under og indeni klipperne - meget af det tydeligvis ikke til fulde udforsket. "Jeg vil tro.. at dine sanser måske endda kan give os en fordel dernede?" Spurgte hun, og mærkede sit hjerteslag sætte tempoet op i spænding. Det kriblede i hende efter at komme ned i det skumle mørke, og opleve de ældgamle tunnelers hemmeligheder.

--------------------
"Got a secret
Can you keep it?
Swear this one you'll save
Better lock it in your pocket
Taking this one to the grave"
PM
^
Larsen
 Posted: 24/05/2016, 10:51
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 110
Member No.: 8
Joined: 17/05/16









Som Seya passerede Slythiir kunne han føle hendes beslutsomhed ramme hele gruppen. Malor fulgte trop efter Zeya og efterlod Slythiir som sidste mand tilbage i lysningen. *Har Zeya opbygget mere karakter på vores tur? Hun virker ikke så usikker, som hun har været før vi tog af sted.* Slythiir grinte kort lavmælt for sig selv. Han undrede sig over hvorfor guderne har valgt at skabe hende som menneske, når hun kunne gøre så meget gavn andetsted.

Han begyndte at gå ned i tunnelen. De vandrede dernede og navigerede for et par dage. Der var små tegn at gå efter. Der var små vandspring, der formede sig underjorden, der fortalte om de var på vej op eller ned. Spor i vejen og lyd fra underjordiske dyr afslørede ruter, der var befærdede og havde mulighed for at finde op. De var langt under jorden men der var små huller i loftet, hvor man kunne se stjernerne, der hjalp med at navigere. Der blev slået lejr ved hullerne, så de kunne lave et bål uden at kvæle sig selv under jorden.

Det var fantastisk at være under jorden. Slythiir følte han kunne sanse bedre. Ikke at synet var bedre, men hans samlede sæt af sanser er overordnet bedre under jorden. Lidt ligesom han sanser bedre om natten end om dagen. Som de sad i deres egen lejr, kunne Slythiir ikke lade være med at tænke på Kherybdis, som han udpegede på stjernehimlen. Som han tænke på det spottede han vand dryppe ned fra loftet.
Det var begyndt at regne. ”Det lader til at stormen er begyndt. Det var et godt valg du tog, Zeya. Ellers kunne vi have været styrtet i afgrunden nu her”, sagde Slythiir morbidt og smilende.

--------------------
Do not concern yourself with my origen. Pierce the illusion Man made for this world and see it as they made it.
When you do, you know what must be done...
PM
^
Julie
 Posted: 24/05/2016, 11:51
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 133
Member No.: 6
Joined: 17/05/16









De næste par dage var lange, hårde og mørke. Og en smule fugtige, hvilket Zeya bestemt ikke havde forventet. Zeya holdt skarp udkig efter det stjernebillede, han omtalte, gennem åbningerne hver aften, når bålet var døet hen - bare for at give sig selv noget ekstra at lave. Og i den proces spottede hun masser af stjernetegn. Nagaen, Havfruen..
Men hun var mindst ligeså betaget af den smule arkitektur, tunnelerne bar præg af. Det var nemt at lade sig distrahere i løbet af vandringerne, og uimodståeligt for hende ind imellem, når de havde slået lejr, at udfordre en nærliggende tunnel på egen hånd, med lys eller hjemmelavede fakler - hun havde rigeligt med små svovlstikker med sig, og stearinlys til at læse ved om aftenen.
Hun havde ikke kunnet undgå at bemærke at Slythiir praktisk talt var i sit es hernede. At han var opmærksom på hvert spor af dyr, hvert lille fremspring af vand og han virkede mærkbart minde natteblind end hun selv. Kommunikerede han med nogle af dem? Var der mon slanger? Hun satte virkelig pris på hans tilstedeværelse, af samme årsag - hun var selv ofte i tvivl om, om hun faktisk hørte noget, eller om det blot var skrigene i hendes hoved - hun længtes et eller andet sted dog for at se andre levende væsner end han og Malor. Især fordi der var så mange spor, men der ikke havde været andet end meget store insekter at se.

Zeya sad ved væggen og studerede nogle gamle indridsninger på en firkantet søjle - hun lod en finger følge aftegningerne, for at finde linjerne og indtegne det i sin bog, i skæret fra bålet. Hun så op ved Slythiirs ord og sendte ham et smil som svar. "Du fik ret - du sagde at det ville blive storm, og storm fik vi.. Det gjorde også en forskel for hvad der virkede som den vise beslutning at tage." Hun vendte blikket op mod tunnelens loft, da en lav rumlen af torden rungede over dem. "Så bliver der ingen stjernekiggeri i aften.. Heldigvis drukner vi ikke hernede. Vi er ikke i en dal.." Sukkede hun en smule. Hun lagde sin pen væk i sin taske - hun stoppede op, og vendte blikket i retning af væggen. ".. Hører du også den lyd?"
Den kom fra den nærmeste væg, eller ca. i den retning. En lavmælt rumlen.

--------------------
"Got a secret
Can you keep it?
Swear this one you'll save
Better lock it in your pocket
Taking this one to the grave"
PM
^
Larsen
 Posted: 25/05/2016, 07:09
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 110
Member No.: 8
Joined: 17/05/16









Slythiir hørte godt lyden og vendte sig imod væggen. Dyr begyndte at flygte ud af fra hullerne i væggen og rejser ned i de forskellige veje der var omkring dem. Det virkede ulogisk, for de sad på højen. Han kiggede op imod loftet og fandt flagremus, som blev siddende i deres flok som om intet var hændt.
*Underligt. Kun landdyr flygter ned til deres potientelle død. Med mindre de ved at de kan komme ud af de forskellige veje. Men det er mus, så de kan være gået i panik og løber i deres død. Med mindre at vandet ikke fortager sig og lukker os inde her i uger.*

Da Slythiir at vandet, der ophobes i tunnelerne ikke fortager sig så let, rejste han sig hurtigt op og kiggede alvorligt med et hint af panik fra han animalistiske overlevelsesinstinkt.
”Zeya. Malor. Vi skal op nu, vi sidder i en naturlig dødsfælde!
Tunenelerne bliver fyldt op med vand snart og vi drukner ikke, men når vandet ikke kan komme væk vil det spærre os inde til vi dør af sult. Det er en af grundende til at bjergene ikke kan passeres. Folk drukner eller bliver spærret inde her og bjerget kan være lukket i uger hvis ikke måneder. ”


Slythiir orientere sig hurtigt på sit kort og kigger imod deres næste vej.
”Der skal vi hen. Tag det nødvendige med og efterlad alt, der sænker jer. Vi skal igennem før tunnelen bliver oversvømmet. ”
Slythiir bevæger sig hen til tunnelen imens Zeya og Malor hastigt pakker deres ting. Tunnelen er allerede let fyldt. Der er vand til lidt under knæhøjde. Han pakkede flere skind omkring sine bøger at beskytte dem imod fugt. *Hvorfor skal jeg altid have ret, når der sker dårlige ting for os*
Han kunne se vandet løbe ned fra væggene og vidste at de skulle være hurtige og heldige for at kunne sno sig ud af dødsfælden

--------------------
Do not concern yourself with my origen. Pierce the illusion Man made for this world and see it as they made it.
When you do, you know what must be done...
PM
^
Julie
 Posted: 25/05/2016, 08:44
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 133
Member No.: 6
Joined: 17/05/16









Zeya vendte blikket i retning af Slythiir og tænkte hurtigt - mens han talte begyndte hun at pakke, og hun bandt sine sadeltasker fra skuldrene og skråt om kroppen, for at kunne bære dem og bevæge sig så let som muligt. Hun lod modvilligt Malor tage de tungere ting - han kunne simpelthen lavpraktisk bære mere.

"Okay - Hvis du holder øje med den hurtigste vej til sikkerhed via kortet, kan jeg og Malor holde udkig efter steder hvor det ser ud til at loftet kan give sig nok til at vi kan komme ud igennem." Det ville få dem direkte ud i regnvejret og hvem vidste hvad for et bjerglandskab de ville komme ud til - men hvis de så ud til at være ved at drukne, var det et forsøg værd. Hun stillede ikke spørgsmål ift. hvor slythiir ledte dem hen. Hun ville være nødt til at stole blindt på ham for nu - andet var der ikke tid til.

"Kan du svømme?" Spurgte hun, som hun satte i løb og indhentede Slythiir. Hun snublede næsten som noget der lignede en fritte spurtede ud fra en lavtliggende gang i klipperne og ned af den vej de kom fra. Den lave rumlen fra før var blevet til utallige dryp-lyde, fossende vand og piben fra væsner forstyrrede og panikslagne over vandmasserne der løb ind fra loftet og små tunneler i væggene. Hvorfor havde hun ikke lagt mærke til det her før? Fordi det ikke faldt hende ind, sikkert - men man kunne se det på nogle af gangenes vægge, hvis man var meget opmærksom. Linjer af misfarvning på væggene, fra tidligere oversvømmelser, og gulvet var nogle steder nærmest 'slebet' mere glat end andre. Det var utydeligt i mørket, nu da de havde forladt deres bål, men ikke umuligt at se. I det mindste havde vandet ikke en stærk strøm - ikke her, hvor gangen kun skrånede let nedad. Vandet steg hyppigt - det nåede efterhånden op til knæene. Vandet var koldt, men slet ikke nok til at det gav andet end en smule ubehag - *Vi skal nok klare os. Det skal vi.*

--------------------
"Got a secret
Can you keep it?
Swear this one you'll save
Better lock it in your pocket
Taking this one to the grave"
PM
^
Larsen
 Posted: 25/05/2016, 02:41
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 110
Member No.: 8
Joined: 17/05/16









”Har du nogensinde hørt om slanger, der ikke kan svømme?” – svarede Slythiir, som Zeya og Malor sluttede sig til ham i gangen. Han havde plottet den nemmeste rute ud, hvis de forskellige gange ikke er oversvømmet. De bevægede sig ned af den første tunnel, hvor vandet gik dem til brysthøjde. Hvis man ikke havde en frygt for at drukne eller lukkede rum, så kunne man sagtens holde hovedet koldt. *Det vil blive rigtig problematisk, hvis en af dem går i panik og forsøger at løbe i en anden retning. Skulle det ske at de går i panik, bliver jeg nød til at efterlade dem for at overleve.*

Tunnelen begyndte at gå op og dermed blev de tre fri for vandet. De kom til en stor åben grotte, hvor der var udsigt til himlen. De kunne ikke komme op af siderne, så hvis de ikke kom videre vil de strande og sulte ihjel der. Regnen skyllede ned over dem og som Slythiirs kort ved vådt, måtte han pakke det væk for at det ikke skulle gå mere i stykker.
Han vendte imod Zeya og Malor.
”Jeg kan ruten ud, så I følger mig. Der er steder hvor vi kommer til at svømme under vand. Hvis nogle af jeres ting sidder fast, så efterlad dem. Er det så vigtigt at det absolut skal med så skynd jer videre. Så henter jeg det. Gangene er ved at blive glatte så hold øje med hvor i træder.”

Efter Slythiir modtog et anerkendende nik, fra de to satte han i retning af en tunnel på deres venstre, der førte dem ned. Gangene var ved at blive glatte og flere gange måtte de koncentrere sig om at holde balancen, for ikke at glide og komme til skade. Hvis dette skete ville den person ikke kunne komme ud, dog havde Slythiir et par helende drikke i baghånden, men det vil være en sølle hjælp for det tager tid før at de virker.
De tog et skarpt sving højre og løb forbi en række smådyr, der havde fået samme tanke. Stormen rasede og vandet fossede ned i tunnelerne og vandstanden steg støt og roligt op. Lyn slog ned og tordenen bragede, som de passerede en række tunneller. Da det blev mørkt sænkede Slythiir farten for at få de to andre med og han mærkede på væggen for at se om der var en passage. *Den må være her et sted.*

Slythiir blev trukket af strømmen imod en mørk tunnel i siden. De bevægede sig ned af den og kunne til sidste intet se. Det føltes som om vandet steg hurtigere. ”Det er ikke tid til at gå i panik endnu. Vejen her går ned og her skal vi svømme under vand. Vi er under vand i ca. 15-20 meter, så følge vægges og lad vær med at svømme op i drypstenene. Hvis I ikke slår jer på dem så kan jeres udstyr sidde fast. Skal jeg svømme først eller skal jeg slutte trop ”

--------------------
Do not concern yourself with my origen. Pierce the illusion Man made for this world and see it as they made it.
When you do, you know what must be done...
PM
^
Julie
 Posted: 25/05/2016, 03:22
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 133
Member No.: 6
Joined: 17/05/16









"Jeg er ikke fantastisk bekendt indenfor biologi - det må jeg læse op på når vi kommer ud herfra."Svarede Zeya kort på hans svar, med alvorlig, fokuseret mine - hele hendes system var i alarmberedskab, men lige nu holdt hun hovedet koldt. Hendes blik gled over omgivelserne- væggene, loftet, efter mulige veje ud, mens hun skubbede sig gennem vandet. Hun skyndte sig at stikke sin bog ind under jakken i stedet for, for at redde den fra vandet, da det blev højt. Hun kunne misunde flagermusene i tunnelerne, der stadig hang godt over dem, uden grund til at rykke sig synderligt, for andet end vinden der fra det åbne blæste ind og tog lidt i de små dyr.

"Vi holder os tæt sammen og tager en dyb indånding - allesammen. Panik hjælper intet." Zeyas blik hvilede på den mørke gang foran dem, og hun kunne se bobler - der så faktisk ud til at være strøm i vandet. Og ikke af den rare slags. Et stykke fremme trak den ud til venstre og højre, ind i ukendt mørke - sidetunneler?. Det kunne være en dødsfælde. Hun vidste ikke hvad der ventede dem inde i det bælgravende mørke, der lå som et mørkt slør en 25-30 meter inde. Men ifølge Slythiir skulle det være vejen. "Lad mig føre an. Jeg er indstillet på at koncentrere mig og tage fra, hvis en af os bliver trukket med af strømmen - jeg foreslår at vi holder en hånd i hinandens ben eller tøj for at sørge for at vi holder sammen, eller binder os sammen med bælter eller stropper." Svarede hun og hendes blik gled alvorligt fra den ene til den anden af de to. At binde dem sammen kunne tage et stykke tid men kunne give dem et bedre greb - som at bestige en klippeside i hold, med reb.
*Det vil give os alle vores bedste chance - hvis én af os forsvinder, bliver trukket med og går i panik, vil det være den sikre død for den person...*

--------------------
"Got a secret
Can you keep it?
Swear this one you'll save
Better lock it in your pocket
Taking this one to the grave"
PM
^
Larsen
 Posted: 25/05/2016, 04:32
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 110
Member No.: 8
Joined: 17/05/16









De gjorde sig klar til at tage dykket Zeya i front, efter af Malor og Slythiir sidst. De gav et nik til at markere de er klar ”Vi ses på den anden side” sagde Slythiir inden de påbegyndte deres dyk ned i mørket. Slythiir lod instink tage over og hans vejrtrækning blev langsommere. Strømmen trak dem i svømmeretningen, som gav dem en forhåbning at de nok skulle overleve dykket. Der var fuldstændigt mørkt, så de kunne ikke bedømme hvor langt de var nået, men kunne kun håbe på at Zeya holdte en fart, der bragte den igennem tunnelen. Slythiir lukkede øjnene og lod andre sanser styre. Vibrationer indikerede at Malor ikke var vant til at dykke. Hurtige vibrationer afslørede at han var ved at mangle luft. For Slythiir gav det mening at større væsener kræver mere luft. Det kunne tydeligt ses på de øvrige Silvestris, der var forenet med bjørne. De var store og stærke, men krævede mere luft og var ikke glade for at blive under vand for længe. Reptiler har nemmere ved at overleve i vand. Slythiir lod tanker drive i takt med deres fremgang under tunnelen. *Hvor langt har vi igen?*

Små ryk længere fremme fortalte Slythiir at Zeya er ved at mangle luft, men tempoet blev fastholdt. Imponeret over at de ikke har givet efter til frygt og panik kunne kun få Slythiir til at smile. Det havde været kritisk hvis de var druknet her, så havde jeg svært ved at passere dem. Og vi kan ikke komme tilbage for strømmen*

Strømmen blev stærkere trak dem frem. Slythiir åbnede spærrede øjnene op i panik, da han erkendte at tunnelen fører længere ned end forventet og de er på vej ned af en sliske. De tre blev magtesløse trukket fremad, som de nærmede sig udgangen og da de kom til mundingen af tunnelen forsatte de frem ned af en våd sliske, hvor de gled med tiltagende fart ned i en stor hule. Da de kom til foden af slisken blev de slynget i forskellige retninger og hver af dem gjorde med de kunne for at tage fra for faldet.
Lettere skadet fra slag rejste de tre sig og Slythiir pegede på den eneste åbning, der var i rummet ”Der er vores vej ud. Vi skal bare ligeud og så følge tunnelen ud til sikkerhed”

De satte et let løb for at komme ud. Som de bevægede sig igennem tunnelen, lagde Slythiir mærke til at vandet ikke løb med dem. Det var i stilstand. *Underligt at vandet ikke løber. Det burde det gøre… Medmindre at…*
Som de kom rundt i tunnelens krumning, så de som Slythiir frygtede, at tunnelen er kollapset foran dem. Slythiir trak sit kort frem igen og flugte det nøje. ”Det kan ikke passe. Jeg har taget den mest optimale rute. Vi er et par hundrede meter fra bjergsiden og det er hvad guderne byder os! ”
Slythiir kiggede på vandet, der stod stille. Der var meget lidt, der kom igennem den blokaden. Oveni det, så var klippestykkerne for store til at flytte. Slythiir kiggede på det kort igen og konkluderede: ”Vores eneste vej ud er blokeret og vi kan ikke vende tilbage af slisken.”
Han kiggede på de andre. ”Vi er fanget”

--------------------
Do not concern yourself with my origen. Pierce the illusion Man made for this world and see it as they made it.
When you do, you know what must be done...
PM
^
Julie
 Posted: 25/05/2016, 09:27
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 133
Member No.: 6
Joined: 17/05/16









Turen gennem mørket var skræmmende - Zeyas sanser var blændede, ud over følesansen, og den brugte hun så vidt muligt til at føle sig frem gennem mørket. Lyden af vandets strøm og fornemmelsen af dens træk var som usynlige hænder. Det betryggede hende et eller andet sted ligeså meget, rationelt, som det gjorde hende nervøs, instinktivt, at have Slythiirs hånd om sit ben.

Det blev kun værre da hun begyndte at tabe luft. Det var ren viljestyrke der drev hende frem, og hun følte sig selv blive svimmel. Strømmen tog i dem alle tre og hendes muskler krampede en smule *Hvor meget længere? Åh Guder, åh Karlac giv mig styrke - jeg kan ikke..*.. så gik det pludselig nedad - nedad og nedad, i rivende fart, og hun blev slynget mod stengulvet da de nåede ned, og hun blev liggende lidt, med hvidt for hendes blik, og hostede. Hun kunne føle varm, tyk væske løbe fra hendes pande.. ikke en ufamiliær følelse. Men i det mindste kunne hun trække vejret igen. Og det var rigelig lettelse i sig selv. Næsten euforisk! Hun kæmpede sig op at sidde som hun hørte Slythiir. Svimmel og skeløjet. Men hun snublede med dem og fik snart samlet det værste af svimmelheden sammen til et fokus. Hun følte håbet og spændingen rejse i sit bryst igen - inden det blev knust ved synet af tunnelens kollaps. . *Nej - Nej, guder. Det her kan ikke være meningen. Det kan ikke..* Det virkede bare ikke rigtigt! Det kunne ikke ende sådan her!

"Opgiv ikke håbet endnu - det er uheldigt, men måske er der en anden vej ud.. Vi skal bare være skarpe, og tænke os om. Giv mig et øjeblik." Sagde hun, gennem et host. Hun justerede sin jakke en gang og kastede et blik rundt - gik hen og nærstuderede den lukkede vej. Hun strøg blodet ud af sit ene øje med et vådt ærme. Hun gjorde mine til at undersøge hvorvidt stenene var stabile under fod, for at klatre op af den blokerede tunnel. "Giv mig en arm." Bad hun tænksomt Slythiir, inden hun klatrede op på en af de højere stenstykker. Stenene var glatte under fod, men de stod fast. Hun klatrede op og skubbede på et par af de mindre sten højere oppe. De, som ikke så ud som om de holdt fundamentet. "Solidt.." Mumlede hun for sig selv, inden hun sprang ned. Hun kastede et blik over gangen. Lænede sig tilbage og tog en dyb indånding - lod sine lunger få et hvil - og strøg fingrene gennem sit hår. *Giv os et tegn - hvilket som helst....* Og så fangede hendes blik noget.
Hun tog endnu en dyb indånding - og pegede i retning af væggen, højt over dem. "Se.. Se!" Deroppe glimtede noget. Bare en lille smule. I mørket. Der var en indridsning - en kunstfærdig fugl, med røde krystal øjne.

--------------------
"Got a secret
Can you keep it?
Swear this one you'll save
Better lock it in your pocket
Taking this one to the grave"
PM
^
Larsen
 Posted: 25/05/2016, 10:23
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 110
Member No.: 8
Joined: 17/05/16









Slythiir kiggede op imod indridsningen. Det lignede, der var noget længere oppe. Loftet snævrede ind, så det var muligt for at kunne svømme derop, når vandet det. Slythiir bemærkede dog en vejen op til hullet er utroligt smalt. Når vandet steg vil der kun være plads til en konstant kunne få luft. Resten ville drukne. ”Jeg ser det Zeya, men problemet er at kun en vil kunne få luft når vandet når højt nok. Inden at vi kan komme op vil de der ikke får luft længe have druknet.”
Slythiir rynkede øjnene: ”Det minder mig lidt om historien med prinsessen, der ville redde sin søster. Vi har samme dilemma. Hvem redder hvem?”
Han kiggede rundt for at se mulighederne. *Kun en vil kunne få luft. Hvis man skiftevis for luft vil det give luft nok til to*, Slythiir skævede imod Malor. *Det går ikke godt at forslå det. En af os vil dø.*
Hans smilte af konklusionen *Hvordan mon du vil håndtere dette valg, Zeya. Hvem skal dø?*

Vandet fossede ind og de måtte lægge en plan inden de alle skulle træde vande og bruge kræfter på dette. Slythiir kravlede op på et par sten, for at købe tid inden de skal til at svømme op og skiftes til at trække vejret. ”Forskellen på de to i din historie er at de ikke havde en slange med, der kunne udtænke snedige planer. Kun en vil kunne få luft, men vi kan skiftes ved at dykke ned og lade en anden få muligheden for at komme op til at trække vejret. Problemet er at det er for snævert til at det kun kan lade sig gøre for to. Hvis vi alle tre forsøger, kan vi risikere at vi mangler luft og nogen går i panik. Dermed kan vi miste to mand, hvisdet går skidt.”
Slythiir så de to søskende alvorligt i øjnene: ”Vi har ikke andre valg. Alt er gennemtænkt. En af os vil drukne. Lige her og lige nu.”
De var alle stille og man kunne kun høre vandet fosse ind imens de overvejede hvem, der skulle efterlades.

--------------------
Do not concern yourself with my origen. Pierce the illusion Man made for this world and see it as they made it.
When you do, you know what must be done...
PM
^
Julie
 Posted: 25/05/2016, 11:23
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 133
Member No.: 6
Joined: 17/05/16









Zeya fulgte hans blik og hun lyttede fjernt til hans ord - hendes blik blev hårdt. "Er det din geniale plan? At vi demokratisk må beslutte hvem af os dø?" Snappede hun først, og vendte blikket i hans retning. Hun mærkede en stigende frygt - en stigende, næsten panisk frygt, der greb om hendes hjerte hendes lunger. Druknedøden - det var ikke her hun havde forventet at dø! Ikke sådan her. Tanken om en sværdkamp, med de tilhørende knubs, var hun vant til - men det her. Hvor hun skulle tage stilling til sin egen død og havde tid til at tænke over den, og forestille sig den.. Det var noget andet. Det var groteskt..

Hun tog en lille skælvende indånding og lod tankerne vandre. Til fremtiden. Til Mitsu, til profetien, til Malor og Slythiirs kolde, blå ansigter efter druknedøden havde ramt dem. Og trods hvordan det mentale billede fik det til at vende sig i hende, fik det hende til at tage sig sammen.
"Vi tænker os om og vi prøver at finde en anden løsning - der er altid en anden løsning, hvis man leder længe nok! Men hvis vi løber tør for tid, så melder jeg mig frivilligt - jeg drukner." Zeya vendte sig bestemt mod dem. Med et blik som sagde at hun ville bide igen hvis der lød protester. "Det her er min ekspedition - du tog med for at assistere mig i at finde min ven. Jeg vil ikke advokere for at du dør for at jeg overlever.. Undskyld hvis du mister en brik i dine planer." Sagde hun til Slythiir. Hun fiskede ind under sin jakke og rakte Slythiir sin lille bog. "Her. Tag videre og find Mitsu, og bring min bog med hjem, hvis det når dertil. Brug de noter jeg har stående i den.. Den indeholder både det gamle alfabet, mine noter og de sidste vers af profetien. Forhåbentlig kan du og Isabella, og Malor, samarbejde om at sørge for at de sidste vers ikke bliver virkelighed." Insisterede hun.
Hun vendte blikket mod Malor derefter. "Det er ikke til diskussion! Jeg ser dig ikke dø en gang mere - det holder jeg ikke til alligevel!" insisterede hun, og hun mærkede sin egen stemme knække en enkelt gang, og sine hænder ryster - men om det var i oprørthed eller fordi hun var bange, kunne hun ikke sige.

Hun vendte sig fra dem og vendte blikket op mod tegnet på væggen igen - måske, hvis hun samlede sig lidt, kunne hun håbe på at blive vist nåde, som prinsessen i historien. Måske kunne gudinden forbarme sig over hende og også lade hende genføde som en ørn, og genforene med sine forældre, som prinsessen var blevet med sin bror. Og så kunne de våge over Palenia sammen..
Det var et spinkelt, barnligt håb. Det vidste Zeya logisk set godt. Men det var værd at klamre sig til. Bare lidt. "Måske kan Malor løfte dig op til loftet." Hun vendte tilbage til det andet emne - hun ville helst ikke tale mere om sin forestående død. Det var for distraherende. "Og så kan du se hvad der er deroppe. Hvis det er en åbning, kan han løfte mig op bagefter, og så kan vi måske lave en menneskelig stige, og trække Malor op sidst sammen.."

--------------------
"Got a secret
Can you keep it?
Swear this one you'll save
Better lock it in your pocket
Taking this one to the grave"
PM
^
Larsen
 Posted: 25/05/2016, 11:52
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 110
Member No.: 8
Joined: 17/05/16









Slythiir smil blev større af Zeyas beslutning om at ofre sig. Han kunne også forstå hendes drift til at se om der var en anden udvej. Det er naturligt at prøve at finde en løsning på at undgå at dø. Slythiir lagde en hånd på Zeyas skulder. ”Det er prisværdigt at du vælger at sælge dit liv for at vi andre kan overleve. Det er vældig nobelt, men der er ikke behov. Du er klar over at jeg har ret i min opstilling af situationen.
Malor kan ikke løfte os højt nok til at vi kan få fat. Der er kun plads til en person.”
Slythiir pegede på hullet der er en udgang deroppe. ”Et lille trick jeg har set. Hvis vandet kommer ind i hulen skal luften også ud et sted. Det er kun der oppe det kan komme ud, så de der kommer op kan komme ud. Og hvis jeg ikke tager fejl, så er også tæt på en udgang af bjerget.”

Slythiir klappede hende på skulderen. ”Hvem ved? Måske er din hellige kilde deroppe. En myte, som er glemt, fordi folk ikke bliver fanget i bjergene under Sekai imens der er oversvømmelse, der løfter dem op.”
Slythiir rakte Zeya sit kort over bjerget og pegede på stedet de var. Derefter satte han sig ned på stenene i sin meditative stilling og lukkede øjnene. ”Bemærk symbolet på kortet, hvor vi er. Kig igen på indridset ovenfor. Tror du ikke, der kunne være en sammenhæng?”

Vandet begyndte så småt at stige op til de sten de stod på. Slythiir skævede ned til vandet og derefter op til Zeya og Malor. ”Uanset hvor nobel din beslutning er Zeya, så vælger jeg nu over overgå den ved at jeg bliver tilbage.”
Slythiir vidste Zeya ville svare igen, så han rakte sin hånd frem og signallerede at hun skulle tie. Han var helt roligt ved situationen på trods af at vandet steg op til støvlerne på dem. Slythiir rettede sit blik alvorligt og også som en lærer, der ville berige sin elev med viden. ”Selv når en profeti dikterer en handling; Selv når Isabella for at vide hun skal ofres for at genoprette skjoldet over Palænia, er det stadig ord fra en mand. Personen kan tage fejl eller have overset en detalje, en mulighed for at omgå det uundgåelige. Magi og forbandelser kan ophæves. Profetier kan brydes. Forseglet skæbner kan ændres. Jeg kan blive ved.

At en af os dør hernede kan også ændres. Men det kræver at du lader mig blive hernede imens i får jer begge op, som jeg beskrev ved at dykke og skiftes til at få vejret. Når vandet hæves så svømmer i til hullet.
Ingen spørgsmål. Ingen protester.
Hvis der er en ting jeg ikke gør, så er det at dø i en ærgerlig grotte under Sekai.”

--------------------
Do not concern yourself with my origen. Pierce the illusion Man made for this world and see it as they made it.
When you do, you know what must be done...
PM
^
Julie
 Posted: 26/05/2016, 08:08
Quote


Veteran


Group: Members
Posts: 133
Member No.: 6
Joined: 17/05/16









Zeya kiggede med mundlam forundring på ham mens han talte - havde han virkelig en plan? Hvad havde han tænkt sig at gøre? Han sagde at han ville dø så det var ikke meditation der ville redde ham med en eller anden overnaturlig evne til at undgå at trække vejret! Hendes tanker fløj til slanger der skifter ham men det døde de da naturligvis heller ikke af!

"Men...!" hun skulle ganske rigtigt til passioneret at protestere da slythiir bød hende at være stille.
*der er altid en anden vej - det har aldrig været min hensigt at lade Isabella dø. Der er en anden udvej, om jeg så skal finkæmme hvert et bibliotek og læse nat og dag søvnløst for at finde den.. Men sætter Slythiir virkelig sin lid til at vi finder en hellig kilde for at redde hans liv? Selv den kræver et offer!*

Hun betragtede Slythiir. Hans selvsikkerhed. *han ved hvad han gør.. Selvfølgelig vil han ikke dø for os.*
"Godt.. Men vi får dig op derfra. På den ene eller anden måde!" understregede Zeya, insisterende. Inden hun lod vandmasserne stige og stige. Der gik ikke længe før hun og Malor måtte træde vande.. Og at betragte Slythiir i sin meditative position blive opslugt af det mørke vand var en af de mest bitre oplevelser hun havde haft - næst efter at ligge fordøden og høre Isabellas torterede skrig for sig.
Malor måtte flere gange stoppe Zeya i at dykke ned efter slythiir og det var kun ved udsigten til at malor kunne dø her alene at hun overlod slythiir til sin plan i sidste ende og med slythiirs kort sikkert ovenvande trak sig op gennem hullet i loftet og lod Malor følge trop.

Det rum de endte oppe i var endnu et cirkelrundt rum. Men denne gang endte de oppe på en platform midt i et bassin af friskt, rent vand. Fra platformen gik en bro tværs over kilden. En statue af en kvinde med vinger stod med udbredte arme og lod friskt kildevand fosse fra sine hænder og fylde bassinet. På brystet af statuen var den samme fugl indridset som i kammeret nedenunder og på kortet. et langt øjeblik var Zeya så betaget at hun gik i stå.

--------------------
"Got a secret
Can you keep it?
Swear this one you'll save
Better lock it in your pocket
Taking this one to the grave"
PM
^
1 User(s) are reading this topic (1 Guests and 0 Anonymous Users)
0 Members:

Topic Options
Pages: (4) 1 2 3 ... Last »
Add Reply
New Topic
New Poll